Skateistan

Skateistan

Hvad handler det hele egentlig om?

Skateistan er en frivilligt drevet NGO, som arbejder med at lære afghanske børn at køre på skateboard. Den bærende idé er at skabe et positivt indhold i afghanske børns liv ved at bygge professionelle skateparker rundt omkring i Afghanistan, hvor børnene har et frirum, og hvor de for et øjeblik kan glemme den virkelighed, der omgiver dem. Et fristed, hvor de kan være fysisk aktive på tværs af køn, socialklasser og etniske tilhørsforhold. Herudover arbejder Skateistan med at lære børnene IT, engelsk, genforening, civil ansvarlighed, sunde vaner, lokaludvikling, frivilligt foreningsliv og forsøger i det hele taget at give børnene kompetencer til at føre dem mod en mere tryg fremtid.

Dit bidrag betød der blev bygget en skatepark i Kabul!


Da vi første gang afholdt støttefesten Skateistan-CPH havde både den norske, canadiske og danske ambassade afsat penge til at bygge en indendørs skatepark og skateskole i Kabul, for så vidt Skateistan selv kunne skabe sikkerhed for at projektet rent faktisk ville blive udført.

Bidraget fra støttefesten i 2009 på 306.770 DKK var lige præcist det, der skulle til. Så alle der støttede op om arrangementet sidste år har været direkte ansvarlige for, at Skateistan nu har bygget Afghanistans største indendørs sportshal, skatepark og skole. Her tager frivillige kræfter fra indland og udland sig dagligt af mere end 350 drenge og piger, inklusivt internt fordrevne og hjemløse børn. Vi kan kun sige mange, mange tak for støtten. Fordi, har man bare én gang oplevet de her unger hyle af grin mens de drøner rundt på deres boards, som ganske almindelige unger, så ved man, hvor meget et projekt som Skateistan på sigt kan ændre i et land som Afghanistan.

Besøg Skateistan : Skateistan

Bookmark and Share